Med anbefaling fra Strukturkommissionens eksperter får vi en Region Midtjylland fra Kattegat til Vesterhavet med Viborg som centrum. Vi skal have en jobformidling, der skal ligge hos kommunerne. En atomiseret jobformidling med kommunale jobcentre, der er begrænset af kommunegrænser, valgperioder og socialpolitik. Kommuner, der skal betale en væsentlig del af udgifterne til de arbejdsløses dagpenge, hvis en by eller en egn rammes af virksomhedslukninger og massefyringer. De mister skatteindtægter, men skal altså betale en væsentlig del af dagpengene! Hvilke konsekvenser kunne det ikke få for kommuner, som Munkebo med Lindøværftet, Billund med Lego eller Grundfos i Bjerringbro? Eller for vores beskæftigelsesministers egen valgkreds, Randers, der har haft flere massefyringer i de senere år, bl.a. på Thor, Randers Reb, Esselte, Tulip, Vestas og senest 300 opsigelser på maskinfabrikken AGCO.
Hul i kommunekassen
Regeringens nye kommunalreform kan blive en katastrofe for de ledige og dyrt for kommunerne med højere ledighed end gennemsnittet. I Århus ville ledigheden havde kostet ekstra 50 millioner. Ledigheden i Odense og Ålborg ville have kostet kommunerne mere end 100 millioner kroner. Hvor meget mon det havde kostet Beskæftigelsesministerens hårdt ramte Randers? Pengene kan jo kun hentes andre steder og det kunne jo være upopulære besparelser på skole, børne- eller ældreområdet. Sparerunder vi allerede kender fra Århus og alligevel kan vi forvente et gabende tomt hul i kommunekassen på 400 millioner kroner i 2007. Velfærdssamfundet skal på slankekur.
No dreams
Vi har set det første udspil fra en anden af regeringens nedsatte kommissioner, Velfærdskommissionen. Med en såkaldt ”DREAM-model” er det ideologiske felttog skudt i gang. Uenigheden er stor blandt eksperter og smagsdommere om udsigterne for det fremtidige velfærdssamfund.. Vi forstår nu regeringens begejstring for George Orwells bog 1984, hvor vi introduceres til ”Nysprog”. På ”Nysprog” kan man gøre sort hvidt og hvidt sort. Uvidenhed er styrke, hvor man har et Ministerium for Fred, der laver krig. I Danmark har vi et forsvarsminister, der sender soldaterne i krig i Irak og vi har en finansminister, der snakker om 50-60.000 flere i arbejde med såkaldte ”strukturelle initiativer”. På udenrigsministerens ”Nysprog” hedder det med hans fars ord: ”pengene ligger bedst i borgernes lommer”. Beskæftigelsesministerens kalder det ”plads til alle”. Socialministeren indfører skoleforberedende læseplaner i børnehaverne. Mere disciplin og kontrol og mindre leg. Hvad med nogle læseplaner i social kompetence til regeringens ministre, så vi undgår deres ”nysprog” om ” en særlig indsats for de mennesker, der har mest brug for hjælp”. På dansk hedder kostplanen ”no dreams” for de svageste med øget privatisering, udlicitering, brugerbetaling på hospitaler, hos lægen eller på biblioteket. Et liberalistisk angreb på mindsteløn, fagforeninger, efterlønnen og med nedskæringer på efteruddannelse, skolepraktik og den offentlige transport. Men jeg kunne selvfølgelig købe min egen bus.
|